Historie

Tallholmen er en klippeø i Stockholms skærgård. Øen ligger på ca. 59° nordlig bredde og ca. 18° østlig længde. I fugleflugtslinie omkring 45 km syd for Stockholm. Tallholmen hører til en gruppe på tre øer ved navn Käfsholmene, som alle ligger lidt nord for den større ø Muskö i den fjord, som går under navnet Horsfjärden. Øerne hed oprindelig Kievsholmene, et navn som formentlig stammer fra dengang russerne hærgede og plyndrede i 1719. De tre Käfs-holme består af Storeholmen, Hønseholmen (oprindelig kaldet ’Per Klas’) og Tallholmen. Storeholmen er den største ø, Hønseholmen og Tallholmen er omtrent lige store. Tallholmen har sit navn efter de mange fyrretræer (svensk tall) på øen. De tre øer erhvervedes af min oldefar, den svenske billedhugger Johan (John) Laurentius Helenus Börjeson1. John Börjeson giftede sig i 1873 med den danske Louise Frederikke Anna-Mathea (Vitte) Bartholin Eichel datter af forpagter Kaspar Bartholin Eichel fra gården Nielstrup på Lolland2. De slog sig ned i Stockholm og fik 6 børn, Holga, (senere min mormor), Caspar3, Gunnar, Börje, Lena4 (moster Lena, kaldet Mo’Lena) og Rolf. I flere år havde familien Börjeson tilbragt sommerferien på herregården Ludvigsberg på Muskö og det var her oldefar forelskede sig i de tre Käfsholme med det resultat, at han i 1898 købte øerne. Ludvigsberg er godt kendt i svensk historie. Gården ligger ikke langt fra et meget brat fjeld på Muskös østre side, som var utilgængeligt fra landsiden og som påstås at have været anvendt af russerne til fængsel. Her sammenstuvedes befolkningen mens man udplyndrede trakten. En ung adelsfrøken fra Ludvigsberg besluttede imidlertid at svømme over til fast-landet for at skaffe undsætning. Hun indhentedes af russerne på den høje ø Jungfru Huvud (ikke langt fra Tallholmen) og her faldt hendes hoved. Heraf navnet på denne ø. På Storeholmen byggede oldefar ’Börjehus’, en stor villa på sydvestsiden af øen, efter tegninger af arkitekten Carl Westman. Han lod desuden opføre et ateljé på østsiden af holmen, og tæt ved hovedhuset et udhus med brændeskur og ’das’, hvor flere kan sidde side om side. Alle disse bygninger eksisterer stadig. Oldefar byggede også en ’brygga’ nedenfor det store hus, hvor han fortøjede sin store sejlbåd. Denne ’brygga’ er siden erstattet af den idag eksisterende landgangsbro på sydspidsen af øen. Ikke langt herfra lå badehuset. På den sydvestlige odde kan man knapt ane resterne af Rolfs og Ingeborgs hytte. Ved ’bryggan’ lå engang en bro til Hønseholmen, som siden blev taget af isen. Dengang var der også en smal bro til Tallholmen, ikke langt fra ateljéet. Når man idag går på stien mellem Börjehus og ateljeet passerer man den sportsplads, som oldefar etablerede til brug for børn og børnebørn. Her står stadig klatretræet, som vi klatrede i som børn. Börjehus blev i 1977 opmålt af arkitekterne Love Arbén, Hans Birkholz, Lisbeth Dahlbäck, Anders Hult og Rolf Johansson efter at arkitekten Jan Magnus Berg havde ’opdaget’ huset. Rolf Johansson skriver bl.a.om Börjehus: "Huset kan synes stort, men den Börjesonske fa-miljen bestod av åtta personer, därtill kom minst två jungfruar och bildhuggarens modell och hjälpreda. För det mesta var även andra släktingar och vänner med på holmen, då fick ateljén och familjens f.d. tullkutter "Vitte" fungera som annex till huset. Boström bodde i badhuset. Djur fanns av många sorter under årens lopp: förutom hund och katt: getter, åsna, ko, höns, ankor, sköldpaddor, igelkottar, kanariefåglar. Åsnan "Beppo" och getterna vistades stundtals inomhus." Oldefar døde i 1910, hvorefter oldemor engang efter første verdenskrig flyttede til Køben-havn, hvor hun tilbragte sine sidste år. De tre øer gik i arv til oldefars ældste søn Caspar Börjeson3. Storeholmen og Hønseholmen er endnu idag i den svenske families eje og besøges hver sommer af slægtninge fra Sverige og Danmark.Tallholmen blev imidlertid dansk ejen-dom i 1933. Hvad der herefter skete skal berettes i det følgende. Min mormor Holga Börjeson var ældste datter af oldefar. Hun giftede sig i slutningen af 1800-tallet med den danske højesteretssagfører Emil Harboe5. De fik 4 døtre, tvillingerne Emma6 og Vitte7 samt Esther8 og Britta9. Og til sidst sønnen Jon Börje10. Min mor Esther Harboe fødtes i året 1899. Hun giftede sig i 1921 med min far Alfred Dahm Bindslev11. Far var cand. theol. og præst ved Garnisons Kirke i København, senere ved Kastelskirken. Far var konservativt medlem af Rigsdagen og af Københavns borgerrepræsentation, derefter rådmand og borgmester i København. I begyndelsen af 30’erne smed far præstekjolen og helligede sig det politiske arbejde. Mor og far fik sønnerne Erling, Bjørn (undertegnede), Niels Ebbe (kaldet Nebber) og Knud.

 Jeg tror det var i 1927, at familien Bindslev første gang tilbragte sommerferien på Store-holmen og boede på Börjehus. Jeg var dengang 4 år. Næste gang var i 1933 og jeg husker, at jeg her traf hele den svenske familie. Mor, som altid havde været forelsket i Tallholmen, overtalte da far til at købe øen af Caspar Börjeson, ældste søn af oldefar og provst i Salt-sjöbaden. Jeg finder blandt mine papirer et brev fra onkel Cas til far dateret 29. Oktober 1933. Han skriver her bl.a.: "Vill du ge 1500.- kronor, då är Tallholmen din." Fars mulighed for at købe Tallholmen og bygge sommerhus på øen skyldtes arven efter min bedstefar, kreditforeningsdirektør Valdemar Bindslev12, som døde i 1931.  Mor traf allerede i sommeren 1933 aftale med Bjørn Börjeson (søn af Gunnar Börjeson), der som 21-årig studerede til arkitekt i København, om at tegne huset på Tallholmen. Mor traf desuden aftale med Gunnar Erngren13 fra gården ’Lugnet’ på vestsiden af Muskö (ikke langt fra Jungfru Huvud) om at opføre huset efter Bjørn Börjesons tegninger. Familiens venskab med beboerne på Tallholmen stammer fra den tid. Med henblik på sommerferien på Tall-holmen i 1934 købte far en smuk mahognimotorbåd ved navn ’Okolina’. Den lå for anker i Lystbådehavnen i København nogle få meter fra oldefars skulptur ’Svømmeren’, som idag er nedtaget for reparation. Jeg husker, at mor forsynede os med sejlerhuer med navnet ’Okolina’ i guldbogstaver. Vi foretog en prøvetur til Hven med ’Okolina’ inden den blev indskibet på damperen til Stockholm en gang i juni 1934. Der var dengang daglig passagertrafik mellem København og Stockholm med bådene ’Ragne’ og ’Regin’. Ved ankomsten til Tallholmen fandt vi huset helt færdigt. Det fik navnet ’Estherbo’, et navn som siden er gået i glemme. Udover hovedhuset på ca. 100 m2 på vestsiden af øen opførte Gunnar Erngren et redskabsskur med ’das’ på østsiden, en kælder samt en ’brygga’ med ’sump’ (hyttefad) på sydspidsen. Han rejste desuden en flagstang på klippen foran huset, hvorfra Dannebrog vajede på alle fødselsdage. Gunnar Erngren byggede desuden Tallhol-mens første robåd.

I perioden fra 1934 til ca. 20 år efter anden verdenskrig var der intet ferskvand på øen. Og heller ikke elektrisk lys eller telefon. Vand måtte hentes i robåden på Storeholmen eller på Muskö. Hver aften roede vi til Nässelviken på Muskö, hvor der lå en gård, som forsynede os med frisk mælk. Andre varer hentedes til fods i ’Handelsboden’ midt på Muskö, øens eneste købmandsbutik, som også ejede øens eneste varebil. I Nässelviken boede smeden Georg Andersson, som blev en stor hjælp når vi havde problemer med ’Okolina’. Benzin måtte købes i Broga på vejen til Lugnet. I tilfælde af sygdom måtte læge tilkaldes på Muskö eller patienten måtte transporteres til fastlandet med båd. Senere blev der installeret telefon på Storeholmen. På Kvarnholmen ret vest for Börjehus boede fiskeren Gustavson i en ynkelig hytte med seng og bord. Kvarnholmen er siden udstykket til fem familier.  I tiden mellem 1934 og anden verdenskrigs udbrud i september 1939 udvidedes bebyggelsen på Tallholmen. Syd for hovedhuset anlagdes en badmintonbane, som endnu eksisterer. I 1936 opførtes ’Hulen’ som et fristed for far, hvor han kunne arbejde i sommerferien. Som hjælp i huset havde mor for det første Jesse14, som fulgte med fra København, for det andet pigerne Inga eller Anna-Lisa fra Muskö. Som hjælp på øen ansattes Enok Nordström15 til brændehugning, fiskeri, vandhentning og lignende. Enok byggede en hytte på Tallholmens sydøstside, som gjorde det muligt for ham at overvintre på øen. Hytten fik navnet ’Nokkebo’.

 Før 1936 var der ingen kanal mellem Muskö’s østlige og vestlige del, så vi måtte enten ro eller tage med ’Okolina’ til ’Ångbåtsbryggan’ ved Mickrum ret syd for Tallholmens sydspids for at købe ind. Herfra var der en halv times spadseretur til ’Handelsboden’. Dengang var der hverken kiosk, benzinstation eller parkeringsplads ved Mickrum. ’Ångbåtsbryggan’ på Muskö var endestation for den hvide damper ’Dux’, som hver dag ankom med passagerer og varer fra Stockholm. Det tog en dags tid at sejle med ’Dux’ til eller fra Stockholm. Denne trafik havde den fordel, at der kunne bringes varer fra Stockholm til øerne i Skærgården, herunder brændevin og andet nødvendigt fra Nordiska Kompaniet (NK) i hovedstaden.

Gæster til Tallholmen havde valget mellem at tage turen med ’Dux’ fra Stockholm eller køre med bus fra Stockholm til ’Söderby Brygga’ eller ’Utöbryggan’ ved Årsta Havsbad på fastlandet bag ved Vitsgarns vestvendte odde. Herfra gik turen til Tallholmen, ofte ved hjælp af Gunnar Erngrens motorbåd, som – afhængig af vejret – klarede opgaven på lidt under en time. Vi måtte ofte bringe gæster med ’Okolina’ til ’Utöbryggan’ i Årsta. Dengang var der ingen tunnel mellem fastlandet og Muskö og ingen egentlig sommerhusbebyggelse på øen. De mange ture over Horsfjärden gav anledning til at beundre de mange svenske krigs-fartøjer, som lå for anker i området. Mange år senere blev Horsfjärden kendt over hele kloden, da man kastede dybhavsbomber ikke langt fra Tallholmen for at komme eventuelle sovjetiske u-både tillivs. Älvsnabben på den sydøstlige side af Muskö er en klassisk havn i svensk søfartshistorie. Den var i mange århundreder flådestation, men også samlingssted for handelssøfarten. Ved Älvsnabben ser man på et højt punkt en varde med et stort anker, som påminder om, at her forlod Gustav II Adolf landet på vej til 30-årskrigen i 1630.

Tallholmen var dengang – som endnu idag – et paradis for alle unge mennesker i de to måneder sommerferien varede. Perioden 1934-37 var præget af mange besøg af venner og slægtninge, herunder familierne Kjær-Hansen16 og Vibe-Hastrup17. Vi badede og fiskede og tog på ture med Okolina i store dele af den omgivende skærgård. Vi udforskede Mysingsfjärden og øerne nord, syd og øst for Muskö, herunder Utö og Ornö og øerne syd for Landsort. Vi besøgte Huvudskär, som ligger i den yderste, østlige skærgård og tog på en fler-dages tur til Trosa og Harstena med de tusinde sæler i den sydligste skærgård. På alle turene stod Rolf ved roret, idet han fra sin ungdom kendte alle farlige skær.

 Det følgende år kom fars og mors skilsmisse.Tallholmen overgik herefter til mor, som samtidig antog sit pigenavn Esther Harboe. Den sidste sommer på Tallholmen inden krigen var i 1939. Samme sommer modtog vi det tragiske budskab, at mors eneste bror Jon Börje som 29-årig var styrtet ned med sin flyvemaskine og dræbt i Kastrup Lufthavn. Hans kone Eva stod og så derpå. De havde netop besøgt os på Tallholmen. Under den tyske besættelse af Danmark var det udelukket for alle danskere at tilbringe ferierne på Tallholmen. I sommertiden udlejedes Tallholmen til officersfamilier fra den svenske Mari-ne. Under hele perioden var øen under opsyn af Rolf og Ingeborg18. Rolf Börjeson, som var oldefars yngste søn, havde giftet sig med den danske bogbindermester Ingeborg Hekscher. De havde boet og arbejdet i Paris i 20 år. Efter at Hitler havde holdt sit indtog i Østrig og Tjekoslovakiet indså Ingeborg, som var jøde, farerne ved at blive i Frankrig. Rolf og Ingeborg flygtede derfor til Danmark og kort før krigsudbruddet videre til Sverige, hvor de bosatte sig på Storeholmen. Flugten foregik på sejlbåden Wimpa, som de havde købt i Horsens, og som nu efter en tur over Kattegat og via Göta Kanalen tværs gennem Sverige ankrede op udenfor holmen. Efter 3 nok så hårde vintre på Storeholmen, flyttede de til Näs-ängen på Muskö. Efter krigens afslutning byggede de en hytte på Storeholmens sydvestlige odde, hvor de tilbragte somrene indtil Rolfs død i 1956. Hytten blev derefter nedrevet. Straks efter krigen vendte hele den danske Bindslev-familie tilbage til Tallholmen i sommer-ferierne. Fra sommeren 1945 husker jeg især den august-morgen da Gunnar Erngren lagde ind med sin båd foran huset og råbte: ’Dom har kastat antombomben!’ Krigen i det fjerne østen var forbi. Det som i de følgende år under ’den kolde krig’ især kom til at påvirke livet på Tallholmen i ferierne var den omstændighed, at hele området omkring Muskö blev erklæret militært ’skyddsområde’. Det betød, at ingen udlændinge måtte få adgang til området med-mindre de på forhånd havde fået skriftlig tilladelse. Sådan tilladelse indebar endvidere, at alle danske på Tallholmen kun måtte opholde sig på selve øen eller på rejse til og fra Muskö og dens ’handelsbod’. Alle ture i skærgården som i gamle dage var forbudt. Disse begrænsninger fandt sted samtidig med, at marinen åbnede en 6 km lang tunnel mellem fastlandet og Muskö. Hermed var der skabt betingelser for bus- og anden direkte bilforbind-else mellem fastlandet og Muskö, hvilket igen førte til etablering af et omfattende sommer-husbyggeri på øen. Alt dette indebar, at tidligere færgeforbindelse mellem Söderby brygga og Mickrum kunne indstilles. Det var formentlig omkring 1936, at man havde anlagt en kanal mellem Muskös østlige og vestlige dele. Dette fik ikke større betydning for beboerne på Tallholmen efter krigen på grund af forbudet mod at færdes udenfor øen. Idag er parkering forbudt ved Mickrum og gæster til Tallholmen henvises til parkeringspladsen skråt overfor missionsbygningen. Boden er idag erstattet af en ny butik på Muskö’s østlige side.

I perioden fra 1945-92 var livet på Tallholmen præget af mangfoldige besøg af venner og slægtninge til Bindslev-brødrene. De 4 brødre giftede sig: Erling med Birthe19, Bjørn med Marit20, Niels Ebbe med June Margaret (Tooky)21 og Knud med Lizi22. I løbet af få år myldrede det med unger på øen. Mor var den kærlige værtinde indtil sin død i 1973, ligesom Mo’Lena var det på Börjehus indtil sin død i 1976, 96 år gammel. I denne periode faldt flagstangen foran huset og den store stues indretning blev ændret. Til minde hænger et mørnet dansk flag på vestgavlen i stuen. Indgangen mod øst blev lukket og det lange spisebord flyttet fra langsiden mod farmors værelse til østvæggen. Både Hulen og Nokkebo fik nyt tag. Og så blev der endelig taget skridt til at bore en brønd med pumpe, således at øen omkring 1970 blev selvforsynende med vand Det er umuligt at nævne alle venner, som besøgte øen, men et par centrale personer bør fremhæves: Adolph Winge23, Erlings gamle skolekammerat var den store gedde-fisker, som stadig sidder med Tallholmen-rekorden på 12 kilo. Sven Tito Achen24 (kaldet Aix), vendte trofast tilbage hvert år indtil til sin død i 1986. Han boede altid i Hulen, dog enkelte gange i ateljéet på Storeholmen. Han skænkede et utal af bøger til Tallholmens bibliotek og bidrog med en kostelig gave, en ny båd til øen. Erlings hummer kammerat fra Herlufsholm Holger Tillisch25 fra Øbjerggård besøgte Tallholmen i flere somre efter krigen. Hans drøm var at bo-sætte sig på Svinkläppen. Han forblev en trofast ven af familien til sin død i 2001.

 I perioden fik Tallholmen gentagne gange besøg af skoleelever fra København og omegn. Første gang, da Nina medbragte sin klasse efter at have vundet førstepræmien for bedste skolekomedie. Senere mangfoldige gange under ledelse af Kirsten. Som følge af den voksende familie skete der et generationsskifte i halvfemserne. I 1992 stiftedes foreningen ’Ferieøen Tallholmen’ med vedtægter som regulerede brugsretten til øen i feriemånederne.